De lækreste flødeboller

flødeboller
Flødeboller er efterhånden blevet lidt af en fashionabel ting at begive sig ud i: Mette Blomsterberg, Summerbird og mange flere har alle givet deres bud på de små lækre kager. Jeg synes, at en god, hjemmelavet flødebolle (som i øvrigt er noget helt andet end dem, du kan finde i supermarkedet) skal have en lækker, sprød bund, cremet, vanilieprikket marengsskum og lækker, mørkt chokoladeovertræk, der ikke er alt for tykt – og her er en opskrift, du kan bruge, for at få netop det.

Du skal bruge:

1 pakke marcipan
lidt flormelis
330 g sukker
1 dl vand
150 g æggehvider
korn fra en vaniljestang
200 g mørk chokolade
Jeg har brugt frysetørrede hindbær som topping, men du kan også bruge alt muligt andet: fx nødder, kokos, violer eller krymmel.

Tænd ovnen på 180° varmluft. Start med at lave bundene. Rul marcipanen i ca. 4 mm tykkelse. Drys med lidt flormelis på bordet samt over marcipanen for at gøre det nemmere. Stik cirkler ud, fx med en dessertring eller en stor tyl. Bag dem i ca. 6 minutter eller indtil de er gyldne. Lad dem nu blot køle af.

Til skummet piskes hviderne stive med 30 g sukker. De resterende 300 g samt vandet og vaniljekorn varmes op i en gryde til 117° og hældes under piskning på højeste indstiling over de stiftpiskede hvider. Nu skal der bare piskes indtil de er HELT stabile – det tager ca. 15 minutter, og her er det virkelig lækkert med en køkkenmaskine… Men jeg laver det ofte, på trods af, at jeg ikke har en, så det går fint med håndmixer. Når skummet er færdigt, fyldes det i sprøjtepose med rund tyl på ca. 1 cm, og der sprøjtes små toppe. Det kræver lidt øvelse, men teknikken er egentlig, at man trækker langsomt op, og lader tyllen gøre arbejdet. Før du overtrækker skummet skal de stå og hvile i ca. 30 minutter.

flødeboller1

For at få et sprødt “knæk” på chokoladen, samt for at undgå at det smelter og bliver gråt, skal du temperere din chokolade, og ikke blot smelte den. Temperering er egentlig blot at varme chokoladen op til en helt bestemt arbejdstemperatur, der giver optimalt udseende, smag og konsistens. Hvis det er første gang, du tempererer chokolade, vil jeg anbefale dig at købe en billig chokolade, for det kan meget nemt fejle, men når du har prøvet det et par gange, kan du prøve med en ordenlig chokolade. Jeg anbefaler Irmas egen chokolade, der er rigtig god og ikke alt for dyr.

Til overtræk skal du hakke de 200 g chokolade, og så kan du gøre to ting: du kan bruge et termometer, som er bedst, hvis man ikke har prøvet temperering af chokolade, eller du kan gøre det uden.

Uden termometer: Smelt lidt over halvdelen af chokoladen i mikroovn, til det er helt smeltet og rimelig flydende. Tilsæt det lidt af gangen til det hakkede chokolade indtil der lige akkurat ikke er klumper i mere. Hvis det ikke sker, kan du smelte lidt af chokoladen igen og hælde i, og sådan forsætter du, indtil det er helt uden klumper.

Med termometer: Smelt ca 2/3 af chokoladen i mikroovn , til temperaturen er 48° – start med 30 sekunder og giv det derefter 10 sekunder af gangen (når det når op på 45°, kan du med fordel give det lidt mindre, fx 5 sekunder). Hæld det lidt af gangen over det hakkede chokolade til temperaturen er ca. 31°.

Hæld chokoladen i en skål og dyp flødebollerne i. Det er ok at trykke lidt ned, så hele flødebollen bliver dækket – dvs. skålen behøver ikke nødvendigvis at være lidt så dyb som dine flødeboller. Snor flødebollen lidt rundt, hvis du ønsker et tynd chokoladelag. Vil du have topping på flødebollen, er det nu, du skal komme det på – drys fx med frysetørrede hindbær, mandelsplitter, kandiserede violer eller kokosmel. Lad dem tørre helt før du spiser dem (selvom det kan være svært ;)).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s